Mindeord for Niels Ditmar Andersen

Sejlsporten mistede fredag den 5. februar en af sine store profiler, den meget dygtige sejler Niels Ditmar Andersen, i dagligt tale Niels Ditmar, der blev 72 år.

Såvel i fritids- og arbejdslivet var dagsorden den sammen, sejlads og allerhelst drevet af fart og taktisk kunnen, altså sejlsport på højeste niveau, uanset om han arbejdede i konstruktionsfasen som ingeniør hos X Yacht eller var udførende på vandet.

Niels opnåede mange personlige flotte nationale og internationale sejlsportsresultater

gennem årene, og var blandt andet vinder af silverrudder hele tre år i træk 2012 – 2014.

Niels Ditmars unikke evner som navigatør, taktiker og rorsmand førte allerede i 1980 til en tæt tilknytning til X-Yachts som en vigtig del af besætningen på firmaets fabrikshold, som præsenterede X-Yachts’ både på kapsejladsbanerne.

I 1986 blev Niels Ditmar ansat som ingeniør hos X-Yachts og var igennem i 24 år virksomhedens førende ingeniør, ansvarlig for bådenes dimensionering samt udformning af komponenter. Igennem hele sin ansættelsesperiode imponerede han med sin store viden og evnen til at løse opgaver på intelligent og entusiastisk vis. I 2010 valgte Niels Ditmar at gå på efterløn, men fortsatte i en årrække herefter som ekstern konsulent for X-Yachts.

Niels kommer ud af en sejlerfamilie, og arvede interessen for sejlsport fra sine forældre der begge som unge havde sejlet en del i Kalundborg sejlklub, lige som hans morbror havde været dommer i Kalundborg sejlklub i en årrække.

Det hele begyndte med at Niels sammen med sin Far, byggede en Optimist jolle i 1959, den blev bygget til stregen af målene og den fik plads i Næstved Sejlklub (NSK), blev døbt Lis og NSK 1, så var eventyret begyndt, interessen var så stor at han allerede første år begyndte at sejle kapsejladser.

Dengang lå Optimistjolleafdelingen i NSK næsten helt inde i bunden af kanalen til Næstved havn, så sejladser var nærmest kun optimale, når vinden enten stod i vest eller øst. Ved andre vindretninger var det lidt tilfældigt, hvor der præcist var vind eller vindstille.

I 1962 forlod Niels optimistjollen og begyndte at sejle som gast i NSK’s juniorafdeling, det blev i ”3’eren”, juniorbåd J 90. Som junior startede man altid først som gast, hvorefter man efter et par år kunne aflægge en førerprøve, hvorved man opnåede retten til at være skipper på en af klubbens juniorbåde. Niels blev fører af J 90 i 1965. Sejladsen med juniorbådene foregik på Karrebæk fjord, og da sejladsen dengang foregik uden brug af motor, så var det ofte de yngste gasters opgave i vindstille at gå inde på land langs kanalkanten og trække bådene ud eller ind i gennem kanalen.

Da Niels godt ville være ”Herre i eget hus”, var det ikke nok alene at kunne sejle i klubbens båd, så han greb straks chancen, da der åbnede sig mulighed, at han kunne bygge sin helt egen spritnye KDY 15 m2 juniorbåd hos Nolds bådebyggeri i Næstved, herved kunne han nu optimere og udvikle båden til bedste fart. Den fik nr. J 345. Ud over at sejle i KDY 15 m2, var der også andre både, som skulle testes af. Der blev således sejlet både OK jolle, Flipper, Nordisk Krydser og Elvstrøm Trapez og mange flere.

I forbindelse med at Niels startede på ingeniørstudiet i 1970 fik Niels via hans studiekammerat Peter Bang kontakt til bådkonstruktøren Peter Brun. Der opstod et nært venskab, og Niels var herefter i en årrække fast mandskab hos Peter Brun, når der skulle sejles kapsejlads i enten Spækhuggeren, Kaskelotten eller Grinden.

Niels blev indkaldt til Søværnet 15 januar 1974. Han aftjente de første 3 måneder af værnepligten på søværnets grundskole i Auderød og de sidste 9 måneder som bådsmand for søværnets sejlbåde på Margretheholmen. Sejlbådene blev dengang anvendt som træningsbåde for søværnets officers aspiranter.

I slutningen af værnepligten fik Niels mulighed for at købe en lyseblå spækhugger til hjemme aptering. Den havde byggenummer 212, fik tildelt navnet Bamse, yderligere havde denne spækhugger også et lidt specielt touch af Niels. Niels fik nemlig overtalt Peter Brun, at den skulle støbes med de gamle bundstokke, som var krumme, hvilket gav en smule mere højde i kahytten, samtidigt var det lettere at stå fast i kahytten, når båden krængede i forhold til bundstokkene på de nye både, som var helt vandrette.

Spækhuggeren blev opstaldet og færdig apteret indendørs i et lokale på den gamle Maglemølle papirfabrik i Næstved. Lokalet var venligst udlånt af den lokale kemikalieblander af rengøringsmidler Leif Jørgensen. Der blev monteret spilkopper på ruftaget, et sindrigt system til at stramme hækstaget, samt yderligere justerbare køjebunde af de forreste køjer, hvilket på daværende tidspunkt var en smule hot. Spækhuggeren blev søsat foråret 1975, og i mellemtiden var Niels også blevet ansat hos Næstved kommune.

Kimen til et næsten utal af sejladser i Spækhuggeren fra 1975 til 1980 var nu lagt godt hjulpet af Niels’s nye chef i Næstved, som udover at være medlem af Næstved sejlklub også så meget overbærende på Niels’s komme/gå tider fredag eftermiddag og mandag morgen. Det skal nævnes, at Niels reelt aldrig har ejet en påhængsmotor, så al transportsejlads til alle kapsejladser fra nord til syd foregik for sejl.

Som nævnt tidligere havde Niels også afstikkere med andre bådtyper. I 1978 til One Ton Cup i Flensborg med Contessa 35’eren Karate, og i 1979 til ¾ Ton Cup men Lipstick, en one off konstruktion af Lars Olsen.

Timeglasset for spækhuggeren blev vendt og startet en mørk nat i 1979 på en frisk spilersejlads mod Agersø på natkapsejladsen Femø-Agersø rundt, hvor Boje Larsen fra Stubbekøbing i hans Farr 727 som lyn og torden kom farende forbi, forsvandt i mørket og blev ikke set siden før efter mållinien inde i Femø havn.

Sjælland Rundt 1979 sejlede Niels sammen med Peter Brun i marsvinet, det nyeste skud i spækhuggerfamilien. Det var året, hvor der skulle måles fart mellem X-Yachts X-79’er og Flippers Scow’s Marsvin. Starten gik med let en lille smule skiftende vind fra vest. Fartmæssigt gik det fint i forhold til X-79’eren lige indtil ca. omkring Hundested, hvor vinden friskede en lille smule, drejede og blev en lidt rumskøds ud mod Sjællands odde, hvilket var tilstrækkeligt til, at X-79’eren satte sig ned på hækken, trykkede gashåndtaget i bund og forsvandt i horisonten.

Senere i eftersommeren 1979 blev Niels sammen med Peter Warrer af Lars Jeppesen inviteret til prøvetur i X-79 på kapsejladsen Samsø rundt fra Strib og herefter var Niels solgt, nu skulle Spækhuggeren sælges, så året 1979-1980 blev farvel til Spækhugger og goddag til X-79. Niels blev samtidigt en fast del af X-Yachts kapsejladsmandskab, hvor han udover kapsejlads i hans egen X-79 også deltog for X-Yachts i ¾ ton cup Helsingfors 1981, ½ ton cup Hankø 1983, ¾ ton cup 1984 i Kiel, ¾ cup ton i Marstrand 1985.

Ære være Niels Ditmars minde.

En sidste sejlerhilsen

Torben Søndergaard Nielsen

Formand for Næstved Sejlklub

Stor tak til medlem Flemming Risager for sit bidrag til beskrivelsen af Niels Ditmers tid i Næstved Sejlklub